Om Tænketanken Fremtidens Biblioteker
Tænketanken skal fremme viden og debat om, hvordan bibliotekerne udvikler en aktiv og naturlig position i opbygningen og udviklingen af fremtidens videnssamfund i den digitale tidsalder.
Tænketanken Fremtidens Biblioteker skaber, behandler og formidler viden om, hvad fremtidens bibliotek skal kunne byde på.

Baggrund
Tænketanken Fremtidens Biblioteker blev etableret i juni 2012. Tænketanken repræsenterer omkring 40 folkebiblioteker, biblioteksorganisationer og forskningsbiblioteker samt en række private virksomheder, der deltager aktivt i Tænketankens aktiviteter og støtter vores arbejde økonomisk.
Den røde tråd i biblioteksvirksomheden har gennem alle år været et demokratisk og dannende virke for den danske befolkning. Der har været fokus på en ligelig oplysningsservice for alle som svar på industrisamfundets udfordringer. Vidensamfundets udfordringer er ganske vist nogle helt andre. Alligevel – eller måske netop derfor – mener vi, at der mere end nogensinde er brug for et samlende og dannende biblioteksvæsen i Danmark.
I dag står bibliotekerne i en situation, hvor deres vilkår grundlæggende er ændrede. Globalisering, individualisering og digitalisering har omstyrtet rammebetingelserne og sat bibliotekerne i deres oprindelige form under pres.
Tænketanken Fremtidens Biblioteker er etableret for at skabe viden, der kan være med til at finde løsninger på netop disse udfordringer. Gennem en række projekter, som typisk strækker sig op til to år, ønsker vi på baggrund af viden og fakta at skabe debat om, hvilken rolle biblioteket som institution skal spille i fremtiden.
Partnerne bag Tænketanken Fremtidens Biblioteker er Bibliotekschefforeningen, DM (tidl. Kultur og Information), Danske Fag-, Forsknings- og Uddannelsesbiblioteker samt Danmarks Biblioteksforening, der også administrerer projektet. Fremtidens Biblioteker har til huse på Vartov i Indre By i København og fungerer i to-års projektperioder.



